Spidskål og de nye udledningsregler: Sådan forstår jeg dem lige nu

Jeg har brugt en del aftener på at læse om den kommende udledningsbaserede markregulering, UMR. Jeg har ikke knækket koden, men spidskål er den afgrøde, jeg har regnet på for at teste, om jeg har forstået det.

Afgrøden presser næsten alle dele af modellen på én gang. Spidskål får meget kvælstof, efterlader kvælstofrige planterester, høstes ofte sent og kan dyrkes to gange på samme mark i én sæson.

Siden jeg skrev indlægget første gang, er der sket to ting. Lovforslaget er fremsat i Folketinget som L 5 og blev førstebehandlet 13. august 2026, og bekendtgørelserne til markreguleringen har været i høring hen over sommeren med frist 27. august. Vigtigst af alt: SGAV lagde 26. juni foreløbige udledningsgrænser ud for hver enkelt mark. Der er altså ikke længere kun prognoser at regne på.

Det følgende er mine noter ud fra lovforslaget, bekendtgørelsesudkastene, AU's NUAR-slutnotat fra maj 2024 og SGAV's notat om de foreløbige grænser. De endelige grænser kommer i september 2026, og de kan flytte tallene.

Jeg er især usikker på, om jeg har forstået samspillet mellem to hold spidskål og kalenderårsopgørelsen rigtigt. Hvis du kender reglerne bedre, hører jeg gerne fra dig.

Fra tilført kvælstof til udledt kvælstof

I dag reguleres landbruget på input. Hver afgrøde har en kvælstofnorm, og bedriften får en samlet kvælstofkvote. Spidskål har en høj norm, så der må gødes forholdsvis kraftigt.

Den sidste planperiode under de gamle regler er 2026/2027. Den løber fra 1. august 2026 til 31. juli 2027.

Fra 1. januar 2027 kommer UMR efter planen oveni. Her reguleres der ikke kun efter, hvor meget kvælstof der tilføres, men efter hvor meget der beregnes at nå frem til kystvandet. Derfor gælder begge systemer samtidig i første halvår 2027: den gamle kvælstofkvote og den nye udledningskvote.

Sådan som jeg læser det, er det et grundlæggende skifte. En høj kvælstofnorm er ikke længere i sig selv nok til at sikre plads til en intensiv afgrøde.

Formlen i almindelige ord

Beregningen sker for hver mark. Først beregner NUAR-beregneren, hvor meget kvælstof der forlader rodzonen. Det kaldes udvaskning fra rodzonen.

NUAR står for Ny Udledningsbaseret Arealregulering og er en tilpasset udgave af udvaskningsmodellen NLES5, udviklet af Aarhus Universitet, Københavns Universitet og SEGES. Den ser på fem forhold: afgrøde og plantedække, kvælstofanvendelse, virkemidler, jordbund og afstrømning. Derefter trækkes retentionen fra.

Retention er jordens og landskabets naturlige evne til at holde kvælstof tilbage på vejen fra rodzonen til kysten. På landsplan er den gennemsnitlige retention 72 procent, men variationen mellem marker og områder er stor.

I almindelige ord er formlen:

En mark med høj retention kan derfor få lov til at udvaske mere fra rodzonen, før den belaster kystvandet lige så meget som en mark med lav retention. Retentionen for den enkelte mark kan allerede slås op i FieldScore.

Kvoten følger jorden

Hver bedrift får en samlet udledningskvote for hvert kystvandopland. Et opland er det område, hvor vandet løber mod det samme kystvand. Kvoterne udstedes årligt, de tildeles gratis, og de kan omsættes inden for oplandet.

Der er faktisk to krav at overholde, og det overså jeg i første omgang. Udledningskvoten sætter loft over, hvor meget kvælstof der må nå kystvandet. Ved siden af den kommer en basisudvaskningsgrænse, som begrænser udvaskningen fra rodzonen. Den skal blandt andet sikre den effekt, de pligtige efterafgrøder har i dag.

Forskellen betyder noget for spidskål. Basisudvaskningsgrænsen forventes fastsat som en andel af bedriftens egen udvaskning fra rodzonen. En bedrift med høj udvaskning skal derfor nominelt reducere mere end en bedrift med et sædskifte med lav udvaskning. Retentionen hjælper ikke her: den tæller kun på vejen fra rodzonen til kysten.

I vores beregning ligger spidskål på 77,2 kg N pr. hektar ud af rodzonen mod vinterhvede 56,8 og vårbyg 47,0. På kystvandssiden udjævner retentionen en del af den forskel, men på rodzonesiden står den i fuld størrelse. Reduktioner, man laver for at overholde basisudvaskningsgrænsen, tæller dog med i udledningskvoten samtidig, fordi det, der når kysten, er en delmængde af det, der forlader rodzonen.

Kvoten opgøres pr. kalenderår og fordeles efter naturgivne forhold som jordtype, nedbør og retention. I de foreløbige grænser sker fordelingen efter en hybridmodel, hvor 25 procent fordeles fladt pr. hektar og 75 procent efter markens beregnede udvaskning. Fordelingen tager ikke udgangspunkt i, om man historisk har dyrket spidskål, korn eller græs.

Det har stor betydning for specialafgrøder. En producent får altså ikke automatisk en større udledningskvote, fordi bedriften plejer at dyrke afgrøder med et højt kvælstofbehov.

Braklægningspunktet er det, der gør ondt

Det her overså jeg selv i første omgang, og det er nok den vigtigste enkeltdetalje for en grøntsagsavler.

Oplandets grænse sættes som det højeste af to tal: enten miljømålet fra vandområdeplanerne eller det såkaldte braklægningspunkt. Braklægningspunktet er et regnestykke, ikke et krav om at braklægge. Det er fastsat oplandsspecifikt og svarer til det punkt, hvor oplandet netop kan overholde udledningsgrænsen, hvis hele landbrugsarealet lå med vårbyg og efterafgrøder, gødsket med den husdyrgødning der faktisk findes i oplandet, suppleret med handelsgødning op til norm.

Formelt er det et loft over, hvor hårdt reguleringen må stramme: man kan ikke kræve mere af markreguleringen, end at al jorden lægges om til vårbyg. I praksis er det bare også den hårdeste målestok, en grøntsagsavler kan blive målt med.

I de foreløbige tal er 51 af de 101 oplande, vi har data for, reguleret ved braklægningspunktet. Det lyder som halvdelen, men det er ikke en tilfældig halvdel: de samme oplande rummer cirka 70 procent af det danske grøntsagsareal. Grøntsagsproduktionen er altså overrepræsenteret dér, hvor reguleringen strammer hårdest.

Ligger din spidskål i sådan et opland, er loftet altså sat af et vårbyg-scenarie. Det er en hårdere målestok end den landsgennemsnitlige prognose antyder.

Man behøver ikke længere regne med landstal. SGAV offentliggjorde de foreløbige grænser 26. juni og opdaterede dem 7. juli, og vi har hentet dem ind: 577.899 danske marker har fået et tal. Medianen er 9,60 kg N pr. hektar, og halvdelen af markerne ligger mellem 6,00 og 14,60. Spredningen er altså stor, og netop derfor siger et landsgennemsnit ikke ret meget om din egen mark.

Hvorfor spidskål bliver dyr i den nye model

Spidskål ser ud til at ramme hårdere i modellen end eksempelvis korn, fordi flere forhold trækker i samme retning.

Afgrøden tilføres meget kvælstof, og kvælstoftildelingen indgår direkte i beregningen af udvaskningen fra rodzonen. Efter høst står der samtidig store mængder kvælstofrige planterester tilbage. Når de nedbrydes, frigives kvælstoffet igen. Sker det i efteråret, er risikoen for udvaskning høj.

Høsttidspunktet gør ikke regnestykket lettere. Efter sen spidskål er der ofte ikke tid til at etablere en efterafgrøde, som kan samle det frigivne kvælstof op.

En hektar spidskål kan derfor bruge langt mere af bedriftens udledningskvote end en hektar korn. Under de gamle regler var den høje norm en tilladelse til at gøde. Under UMR bliver den samme gødskning også en omkostning i udledningsregnskabet.

Vi har regnet modellen igennem på alle danske marker i 2026. På de 456 hektar spidskål, der er indberettet i fællesskemaet i år, lander den beregnede udledning til kystvandet på 24,3 kg N pr. hektar arealvægtet. Til sammenligning giver vinterhvede 19,0 og vårbyg 14,0.

Det interessante er, hvad de samme marker har fået tildelt. På tværs af de 72 spidskålsmarker er den foreløbige udledningsgrænse 10,81 kg N pr. hektar arealvægtet. Vores beregnede udledning er altså cirka 2,2 gange grænsen.

Det forhold skal læses med to forbehold. For det første kommer tæller og nævner fra hver sin model: udledningen er vores egen beregning, mens grænsen er SGAV's officielle tal. De er ikke beregnet på samme grundlag, så forholdet er en indikation af størrelsesordenen, ikke et facit for den enkelte mark. For det andet opgøres kvoten samlet for bedriften inden for oplandet, så en spidskålsmark må gerne ligge over sin egen grænse, hvis noget andet ligger under.

Afstanden på de her marker er alligevel stor nok til, at den skal findes et sted i regnskabet.

Spidskål udleder altså cirka 1,7 gange så meget som vårbyg i vores beregning. Det er værd at holde fast i, for i debatten cirkulerer der tal på tre til fire gange for kål og blomkål. Retningen er den samme, men størrelsesordenen er omtrent den dobbelte af, hvad modellen giver.

To plantninger ændrer regnestykket

Spidskål kan plantes to gange på samme mark, eksempelvis i april og igen i juli. Her passer kalenderåret faktisk bedre end den gamle planperiode, som skærer midt gennem dyrkningssæsonen.

Begrundelsen for at skifte til kalenderår er i øvrigt en anden end min: NUAR-beregneren følger det hydrologiske år fra 1. april til 31. marts, og de aktiviteter, der betyder noget for udvaskningsberegningen, kan rummes inden for et kalenderår. Men for to hold kål falder det heldigt ud.

To hold i træk giver aktive rødder og plantedække fra april til oktober. Det trækker den beregnede udvaskning ned, fordi planterne optager kvælstof over en længere del af året.

Men der er en modsatrettet effekt. Marken gødes to gange, så kvælstofleddet bliver omtrent fordoblet. Samtidig høstes andet hold sent, og de sidste planterester mineraliseres i det sene efterår.

Min foreløbige antagelse er derfor, at to plantninger på én mark er bedre end ét hold på hver af to forskellige marker. Udledningen koncentreres, og jorden holdes dækket længere. Det afgørende bliver stadig, hvad der sker efter den sidste høst.

Koefficienterne ligger nu i bekendtgørelsesudkastets bilag 2, men de er ikke endelige, og de har allerede flyttet sig undervejs. Efterafgrøder er for eksempel rykket til en kategori med væsentligt mindre effekt end i AU's oprindelige notat. Derfor sætter jeg stadig ikke et præcist tal på nettovirkningen af to hold spidskål.

Resten af sædskiftet kan betale kvoteregningen

Udledningskvoten gælder samlet for bedriften inden for oplandet, ikke for den enkelte mark. Det åbner for at skabe plads til spidskål gennem resten af sædskiftet.

Græs, lucerne eller korn med efterafgrøde kan ligge langt under den gennemsnitlige udledning. Forskellen mellem deres beregnede udledning og bedriftens samlede kvote kan bruges på spidskålsmarkerne.

Man mister ikke kvote ved at dyrke ekstensivt. Kvoten er tildelt efter jordtype, nedbør og retention, ikke efter årets afgrødevalg. En ekstensiv afgrøde frigør derfor plads i regnskabet til en mere intensiv afgrøde et andet sted i oplandet.

Kvoterne kan også handles inden for samme kystvandopland. Hvis spidskål giver et tilstrækkeligt dækningsbidrag, kan det være rationelt at købe udledningskvote fra en nabo med korn eller andre afgrøder med lavere beregnet udledning.

Men luften er mindre, end den lyder. I et opland reguleret ved braklægningspunktet er hele oplandets loft allerede sat ud fra vårbyg med efterafgrøder. Naboen med korn har derfor heller ikke meget at give af, og de ekstensive afgrøder i eget sædskifte rækker sjældent hele vejen. Det er stadig et håndtag, men det er ikke det store håndtag.

Virkemidlerne er det, der rykker mest

Da jeg skrev indlægget første gang, endte jeg med at pege på placering og sædskifte. Efter at have regnet på konkrete bedrifter har jeg skiftet mening om, hvad der betyder mest.

Reguleringen giver kredit for en række virkemidler på dyrkningsfladen: efterafgrøder, mellemafgrøder, tidlig såning af vintersæd og præcisionslandbrug. De regnes ind i beregningen med faste relative effekter. En efterafgrøde etableret 20. august tæller 45 procent, mellemafgrøder og tidlig såning 20 procent hver, præcisionslandbrug 4 procent. Efterafgrødens effekt falder kraftigt, jo senere den etableres, og det er netop dér, sen kål er i klemme.

På de grøntsagsbedrifter, jeg har regnet igennem, dækker efterafgrøder alene over halvdelen af afstanden op til grænsen. Med den fulde pakke af virkemidler, kombineret med at flytte lidt vinterhvede til vårbyg, kom en af dem hele vejen ned under sit loft uden at braklægge en eneste hektar.

Det er markspecifikt, og det gælder ikke alle. Men rækkefølgen, jeg vil anbefale at regne i, er: virkemidler først, sædskifte derefter, kvotehandel til sidst.

Én ting jeg tog fejl af: retention som placeringshåndtag

I den første version af indlægget skrev jeg, at man bør samle spidskålen på markerne med høj retention. Det tilbageviste en grøntsagsavler for mig, og han har ret.

Kål, løg og ærter går over alle egnede marker én gang hvert sjette år i en fast rotation. Der er ingen placeringsfrihed at udnytte. Man kan ikke lægge kålen på de bedste marker uden at bryde sædskiftet, og det er ikke en mulighed på en bedrift med specialafgrøder.

Retentionen betyder stadig alt for, hvor hårdt reguleringen rammer. Den afgør bare, hvilken bedrift der er presset, ikke hvilken mark man skal vælge inden for bedriften. Køber man jord til, er retention derimod et af de vigtigste tal at se på.

Den korte version

Sådan som jeg forstår den nye logik indtil videre: slå først markens foreløbige grænse op og se, om dit opland er reguleret ved braklægningspunktet. Regn dernæst virkemidlerne igennem, for det er dem, der flytter mest. Hold jorden dækket så længe som muligt efter sidste høst. Brug ekstensive afgrøder til at skabe luft i den samlede kvote, og køb kvote hos en nabo i samme opland, hvis det stadig ikke rækker.

Fra 2027 skal markens retention og bedriftens udledningsregnskab regnes med i omkostningerne ved at dyrke spidskål, på linje med jord, vanding og arbejdskraft.

Derfor byggede vi kvælstofudledningskortet

Vi ville gøre den nye logik konkret på markniveau. Vores kort er et forsøg på at vise, hvad reglerne ville have betydet i 2026, hvis de allerede gjaldt. Vi har reimplementeret NLES5/NUAR-formlen for udvaskning fra rodzonen med koefficienter fra AU's offentlige NUAR-slutnotat og ganget resultatet med GEUS' retentionskort.

Beregningen er lavet pr. mark og dækker cirka 98 procent af de godt 603.000 marker i 2026. Resultatet ligger som farvelag på markkortet i FieldScore under navnet Kvælstof-udledning.

Siden juni har vi desuden hentet SGAV's foreløbige udledningsgrænser ind på 577.899 marker. På kvælstof-fanen kan du derfor se markens officielle 2027-grænse ved siden af vores beregnede udledning, og dermed hvor stor afstanden er. De resterende marker er bræmmer og arealer, der ikke er kvotegivende, og som SGAV bevidst har ladet ude.

Her kan du se den beregnede udledning fra dine egne marker, sammenligne dem med hinanden og se mønstrene hos naboerne og i hele oplandet. Det gør det lettere at se, hvor stort hullet er, før reglerne rammer. Kortet er en indikativ baseline uden virkemidler: tallene viser altså situationen, før efterafgrøder og øvrige tiltag regnes med, og de er dermed i den konservative ende.

Siebe GorterStifter, FieldScore · siebe@fieldscore.dk