← Alle artikler

29. september 2026 · Opdateret 30. september 2026

De endelige kvælstofgrænser for 2027: her er tallene

Ortofoto: SDFI · Farver: FieldScores beregnede udledning

Tirsdag 29. september lagde Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) de endelige udledningsgrænser for 2027 ud. Det er dem, den nye udledningsbaserede markregulering, UMR, regner med fra 1. januar 2027. Loven bag, L 5, blev vedtaget 3. september.

Vi har lagt grænserne ind for alle marker i FieldScore og regnet på dem. Her er det, jeg synes, man skal vide.

Kort fortalt

  • Marker med grænse590.036
  • Grænsen går fra0,3 til 76,8 kg N/ha
  • Halvdelen under9,1 kg N/ha
  • Oplande med lavere loft71 af 107

Hvad er en udledningsgrænse?

Indtil nu har reglerne handlet om, hvor meget kvælstof du må give afgrøden. Med UMR handler de også om, hvor meget kvælstof der beregnes at nå ud i fjorden eller havet.

Hver mark har fået en grænse i kg N pr. ha. Ud fra grænserne på dine marker får bedriften en udledningskvote for hvert kystvandopland, den har jord i. Kvoten og basisudvaskningsgrænsen regner du ud i SGAVs planlægningsværktøj i Tast selv.

Hvor marken ligger, betyder alt

Forskellen er stor. Hver tiende mark har en grænse under 3,6 kg N pr. ha, og hver tiende har over 20,2. To marker med samme afgrøde kan få vidt forskellige grænser, fordi de ligger i hvert sit opland.

Grænsen hænger først og fremmest på, hvor meget kvælstof fjorden eller havet nedenfor kan tåle, og på hvordan SGAV har fordelt oplandets loft mellem markerne.

Se det på kortet, mark for mark. Det viser kun SGAVs egne tal: grænsen ved kysten, retentionen, altså hvor meget af kvælstoffet der forsvinder på vejen til fjorden, og hvor meget der så må udvaskes fra rodzonen. SGAV har lagt tallene ud i felter på en hektar; vi har regnet gennemsnittet for hver mark. Udvaskningen er markens grænse divideret med 1 minus retentionen. Det er ikke den officielle basisudvaskningsgrænse.

Klik på en mark for at se dens tal, og hvor mange kg kvælstof hele marken må sende til kysten. Skift mellem de tre lag i boksen øverst til venstre.

Hvad har ændret sig siden juni?

SGAV lagde foreløbige grænser ud i juni. Oplandenes lofter, altså hvor meget kvælstof landbruget i hvert opland samlet må udlede, kan sammenlignes direkte i SGAVs egne filer.

Samlet er loftet faldet fra 29,1 til 27,5 mio. kg N, godt 5 procent. 71 oplande har fået et lavere loft, 35 et højere, og ét er uændret. 35 oplande har mistet mere end en tiendedel af loftet, mens 5 har fået mere end en tiendedel ekstra.

Størst er faldet i Kås Bredning og Venø Bugt (26 procent), Randers Fjord ydre (25 procent), Roskilde Fjord ydre (24 procent) og Nissum Bredning (23 procent). Målt i kg er faldet størst i Randers Fjord indre, hvor loftet går fra 1,31 til 1,10 mio. kg N.

Mere plads er der blevet i Lillebælt Snævringen og Gamborg Fjord (begge 31 procent), Kolding Fjord ydre (17 procent) og Grønsund (12 procent). De tre første er små oplande.

45 oplande reguleres nu ved braklægningspunktet mod 55 i juni. Ti oplande er røget ud af den gruppe, og ingen er kommet til. I de oplande er grænsen sat så lavt, som markreguleringen kan gå, svarende til at alle marker dyrkede vårbyg med efterafgrøder. Resten af indsatsen skal komme fra jord, der tages ud af drift.

Ni oplande er skiftet fra hybridmodellen (en fjerdedel af loftet fordeles fladt, tre fjerdedele efter markens udvaskning) til at fordele hele loftet efter udvaskning. Nu fordeler 49 oplande efter udvaskning og 58 efter hybridmodellen.

Et lavere loft i oplandet er ikke det samme som en lavere grænse på din mark. Når fordelingen mellem markerne er lavet om, kan din grænse gå den modsatte vej af loftet. Slå din egen mark op.

Det mangler stadig

Arealomlægningsprojekter (ca. 5.900 ha) og minivådområder (90 ha) får deres endelige grænser i oktober.

Kompensationssatserne kommer foreløbigt midt i oktober og endeligt i IMK i starten af november. Puljen er 1,9 mia. kr.

De tre bekendtgørelser for 2027 var ikke udstedt i endelig form, da vi tjekkede 29. september. Vejledningerne er i høring til 2. november.

Grøntsagsundtagelsen for 2027 gælder fortsat.

Find din egen grænse

Den officielle kvote finder du i SGAVs planlægningsværktøj i Tast selv, og grænserne ligger som kortlag i LandbrugsGIS og MARS.

I FieldScore står den endelige grænse for hver af dine marker på kvælstoffanen sammen med markens beregnede udledning, så du kan se, om marken ligger over eller under. Slå dine marker op i FieldScore.

Se om det gælder din egen jord.

Artiklerne er regnet på FieldScore, kortet med ét tal fra 0 til 100 pr. mark. Slå din egen jord op.