Vilkår og Betingelser

Sidst opdateret: 2026-10-06

1. Generelt

Disse vilkår og betingelser gælder for brug af Field Score ("Tjenesten"), som drives af FieldScore ApS (CVR 46519280) ("Vi", "Os"). Ved at bruge Tjenesten accepterer du disse vilkår.

2. Beskrivelse af Tjenesten

Field Score er et værktøj til visualisering og analyse af landbrugsdata i Danmark. Tjenesten anvender offentligt tilgængelige data fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) til at vise afgrødehistorik, marker og virksomhedsoplysninger.

3. Datakilder

Field Score sammenstiller data fra følgende offentlige registre og tjenester:

  • Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV): markdata, afgrødehistorik og Fællesskema-oplysninger.
  • Erhvervsstyrelsen (CVR): virksomhedsoplysninger, branchekoder og ejer-/koncernrelationer.
  • Dataforsyningen (Geodatastyrelsen): Danmarks Højdemodel (DHM) til hældnings- og terræn-analyse.
  • GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser): kvælstofretention og grundvandsboringer (Jupiter).
  • Miljøstyrelsen MiljøGIS: grundvandsbeskyttelse (BNBO, NFI, IDO), vandprojekter og vandrammedirektiv.
  • Fødevareministeriet (FVM GeoServer): jordbund og terrænforhold (JB-numre).
  • Plandata (Plan- og Landdistriktsstyrelsen): skovrejsningszoner og planlægningsdata.
  • ESA Copernicus Sentinel-2 (via Sentinel Hub): satellit-NDVI til vækstvurdering.

Vi garanterer ikke for nøjagtigheden, fuldstændigheden eller aktualiteten af disse data. Brugere bør altid verificere vigtige oplysninger direkte hos de relevante myndigheder.

4. Brugerkonti

For at få adgang til Tjenesten kræves en brugerkonto. Du er ansvarlig for at holde dine loginoplysninger fortrolige og for al aktivitet på din konto.

Brug af Tjenesten kræver et abonnement for den bedrift, kontoen er knyttet til, jf. afsnit 12. Din konto og dine data kan altid hentes og slettes under Konto, også uden abonnement.

5. Acceptable Brug

Du må ikke bruge Tjenesten til:

  • Ulovlige formål
  • At chikanere eller skade andre
  • At forsøge at opnå uautoriseret adgang til systemer
  • Automatisk scraping eller massedownload af data

6. Ansvarsbegrænsning

Tjenesten leveres "som den er" uden nogen form for garanti. Vi er ikke ansvarlige for tab eller skader, der måtte opstå som følge af brug af Tjenesten eller de viste data.

Er du forbruger, begrænser dette afsnit ikke de rettigheder, du har efter ufravigelige regler, herunder købelovens regler om mangler ved digitale ydelser.

7. Privatlivspolitik og Cookies

Vi indsamler og behandler personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder GDPR. Se vores privatlivspolitik for flere oplysninger.

Nødvendige cookies og lokal lagring bruges til at levere Tjenesten. Statistik kræver dit samtykke, og markedsføring med Meta-pixlen og Google Ads kræver samtykke til de tjenester, cookie-banneret navngiver. Et tidligere ja til Meta omfatter ikke Google Ads. Du vælger i cookie-banneret og kan ændre valget på privatlivssiden.

8. Ændringer af Vilkår

Vi forbeholder os retten til at ændre disse vilkår. Væsentlige ændringer, herunder prisændringer for løbende abonnementer, varsler vi mindst 30 dage før, de træder i kraft, pr. e-mail til bedriftens administrator og ved en meddelelse i Tjenesten. Du kan opsige abonnementet, inden ændringen træder i kraft. Fortsætter abonnementet efter ændringen, gælder de nye vilkår.

9. Kontakt

Har du spørgsmål til disse vilkår, kan du kontakte os på: info@fieldscore.dk

10. Lovvalg og klageadgang

Disse vilkår er underlagt dansk ret, og eventuelle tvister skal afgøres ved de danske domstole.

Er du forbruger og uenig med os, kan du klage til Center for Klageløsning, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, via forbrug.dk. Du bevarer desuden de rettigheder, du har efter ufravigelige regler i dit bopælsland.

11. Selskabsoplysninger

Field Score drives af:

  • FieldScore ApS (Anpartsselskab)
  • CVR-nr.: 46519280
  • Ølstedgårdsvej 1, 5672 Broby
  • E-mail: info@fieldscore.dk
  • Telefon: +45 52 51 57 20

12. Abonnement og betaling

Dette afsnit gælder fra 1. oktober 2026. Field Score udbydes som abonnement til både erhvervsdrivende og privatpersoner, og det er ikke et krav at have et CVR-nummer. Abonnementet tilhører den bedrift (organisation), der er oprettet i Tjenesten, og det er bedriftens administrator, der vælger plan, registrerer betalingskort og opsiger.

12.1 Planer og priser

  • Farmer: 49 kr. pr. måned eller 499 kr. pr. år. Fulde analyser af bedriftens egne marker og 3 års historik.
  • Farmer Plus: 279 kr. pr. måned eller 2.349 kr. pr. år. Fulde analyser af alle marker og 15 års historik.
  • Pro: 1.339 kr. pr. måned eller 11.949 kr. pr. år. Alt i Farmer Plus samt overblik over virksomheder og afgrøder, kunder og projekter.
  • Enterprise: pris og vilkår efter aftale.

Priserne på Farmer Plus og Pro er angivet ekskl. moms. Moms beregnes og lægges til ved betalingen efter gældende satser, og den samlede pris inkl. moms vises, før du bekræfter købet. Det fulde indhold af hver plan fremgår af prissiden.

12.2 Oprettelse, betalingskort og prøveperiode

  • Når du opretter en bedrift, vælger du plan og betalingsinterval (månedlig eller årlig) og registrerer et betalingskort i Stripe Checkout.
  • Du får derefter en gratis prøveperiode på 7 dage med adgang til Pro. Hver bedrift kan få én prøveperiode.
  • Når prøveperioden udløber, overgår abonnementet automatisk til den plan og det betalingsinterval, du valgte, og den første betaling trækkes på det registrerede kort.
  • Vi sender en e-mail 3 dage før prøveperioden slutter, så du kan nå at opsige.
  • Opsiger du abonnementet, før prøveperioden udløber, trækkes der ingen betaling.

12.3 Eksisterende konti uden betalt abonnement

Free-planen udfases og udbydes ikke længere. Har din bedrift en konto uden betalt abonnement fra før 1. oktober 2026, skal der registreres et betalingskort ved næste login, før Tjenesten kan bruges igen. Kun bedriftens administrator kan registrere kortet. Bedriften får til gengæld 90 dages gratis adgang til Farmer. Når de 90 dage er gået, overgår abonnementet automatisk til betalt Farmer med det betalingsinterval, administratoren valgte, og den første betaling trækkes. Vi sender en e-mail 3 dage før de 90 dage udløber, og opsiges abonnementet inden, trækkes der ingen betaling. Vælger administratoren i stedet en anden plan, gælder den almindelige prøveperiode i afsnit 12.2.

Uden registreret kort kan du fortsat hente dine data og slette din konto under Konto.

12.4 Betaling og automatisk fornyelse

  • Betaling håndteres af Stripe. Kortoplysninger opbevares hos Stripe og ikke hos os.
  • Abonnementet betales forud for hver periode og fornyes automatisk ved hver periodes udløb til den gældende pris, indtil det opsiges.
  • Mislykkes en betaling, giver vi dig besked pr. e-mail, og Stripe forsøger at trække beløbet igen. Vi kan begrænse adgangen, indtil betalingen er gennemført.
  • Enterprise-aftaler og andre særskilt aftalte abonnementer kan betales mod faktura. Betalingsfristen fremgår af fakturaen.

12.5 Skift af plan

Administratoren kan skifte plan og betalingsinterval fra prissiden. Skiftet sker straks. Ved opgradering opkræves forskellen med det samme, forholdsmæssigt for resten af den betalte periode. Ved nedgradering modregnes den ubrugte del forholdsmæssigt i den næste betaling. Skifter du plan under prøveperioden, fortsætter prøveperioden, og den nye plan gælder fra den første betaling.

12.6 Opsigelse

Abonnementet kan opsiges når som helst. Administratoren opsiger via knappen "Administrer abonnement" på din organisationsside, som åbner Stripes kundeportal. Enterprise-aftaler og fakturabetalte abonnementer opsiges ved at skrive til os på info@fieldscore.dk.

Opsigelsen træder i kraft ved udløbet af den betalte periode, og du beholder adgangen perioden ud. For erhvervsdrivende refunderes en påbegyndt periode ikke, heller ikke forholdsmæssigt. Er du forbruger, gælder desuden fortrydelsesretten i afsnit 12.9 og de ufravigelige regler i forbrugeraftaleloven. Når abonnementet er ophørt, har bedriften ikke længere adgang til analyserne, men du kan fortsat hente og slette dine data under Konto.

12.7 Prisændringer

Ændringer i prisen for et løbende abonnement varsles efter afsnit 8, mindst 30 dage før de træder i kraft. En ny pris gælder tidligst fra den første fornyelse efter varslet, og du kan opsige abonnementet, inden den træder i kraft.

12.8 Abonnementer oprettet før 1. oktober 2026

Et betalt abonnement, der er oprettet før 1. oktober 2026, fortsætter med samme pris og betalingsinterval. Planen, der tidligere hed Farmer, hedder nu Farmer Plus.

12.9 Fortrydelsesret for forbrugere

Fortrydelsesret: Er du forbruger, har du 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven. Fristen løber fra den dag, aftalen indgås, det vil sige den dag du registrerer betalingskort og starter prøveperioden. For erhvervsdrivende gælder fortrydelsesretten ikke.

  • Prøveperioden er gratis. Fortryder du, mens den løber, trækkes der ingen betaling.
  • Når du tager Tjenesten i brug med det samme, anmoder du udtrykkeligt om, at leveringen begynder, før fortrydelsesfristen er udløbet. Fortryder du, efter at den første betaling er trukket, men inden fristen udløber, betaler du et beløb, der står i forhold til den del af den betalte periode, du har haft adgang til. Resten af betalingen tilbagebetaler vi.
  • Du gør fortrydelsesretten gældende ved at give os en utvetydig meddelelse, fx en e-mail til info@fieldscore.dk. Fristen er overholdt, hvis du sender meddelelsen, inden de 14 dage er gået. Du kan bruge standardfortrydelsesformularen nedenfor, men det er ikke et krav.
  • Vi tilbagebetaler senest 14 dage efter, at vi har modtaget din meddelelse, med samme betalingsmiddel som ved købet.

Standardfortrydelsesformular

(Udfyld og returnér kun formularen, hvis du ønsker at fortryde aftalen.)

Til FieldScore ApS, Ølstedgårdsvej 1, 5672 Broby, info@fieldscore.dk:

Jeg meddeler herved, at jeg fortryder min aftale om køb af følgende tjenesteydelse: Field Score, plan: ____________.

Aftalen blev indgået den: ____________. Forbrugerens navn: ____________. Forbrugerens adresse og e-mail: ____________. Dato: ____________.

13. Databehandleraftale

Når du som organisation lægger personoplysninger om dine egne brugere og de kolleger, du inviterer, ind i Tjenesten, behandler vi disse oplysninger på dine vegne og efter din instruks. Du er dataansvarlig for dem, og vi er databehandler, jf. GDPR art. 28. For de offentlige registerdata, betalingsdata og driftslogs, vi selv bestemmer over, er vi derimod selvstændigt dataansvarlige.

Vores standard-databehandleraftale beskriver denne rollefordeling, vores sikkerhedsforanstaltninger, vores brug af underdatabehandlere og hvordan data slettes. Den indgår som bilag til disse vilkår og accepteres sammen med dem ved kontooprettelsen. Du behøver ikke indgå en separat aftale, men er du en større organisation, der har brug for en underskrevet udgave, kan du kontakte os på info@fieldscore.dk.