Et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder er ikke længere et hvis. Det står nu sort på hvidt i regeringsgrundlaget fra juni 2026.
Da jeg sidst regnede på det, var Fyn den eneste landsdel, hvor Miljøstyrelsens kortlægning var færdig. Siden er flere områder kommet til, på Sjælland, i Jylland og på øerne. Så nu kan vi for første gang tegne et billede for hele landet.
Jeg tog hver eneste mark i Danmark fra Fællesskema 2026 og lagde den oven på Miljøstyrelsens udpegning af sårbare grundvandsdannende områder. Spørgsmålet er det samme som på Fyn, bare på landsplan: Hvem rammes, hvor meget jord rammes, og er det den gode jord?
Hvor mange rammes?
2.460 danske landbrugsbedrifter har mindst én mark i et udpeget område. Det er 9,4 % af landets 26.072 bedrifter, knap én ud af ti. De berørte marker er 15.831 i alt og fordeler sig på 57 kommuner.
Den jord, der reelt ligger inde i et udpeget område, udgør 35.930 hektar, svarende til 1,4 % af Danmarks samlede landbrugsjord. De berørte marker dækker tilsammen 98.515 hektar, så godt en tredjedel af deres areal ligger i et sårbart område.
Det er ikke længere kun et fynsk problem
Fyn fylder stadig halvdelen, fordi Fyn blev kortlagt først og er færdigt. Men den anden halvdel ligger nu spredt ud over resten af landet:
- Fyn17.862 ha · 50 %
- Sjælland og øerne10.392 ha · 29 %
- Jylland7.251 ha · 20 %
- Bornholm425 ha · 1 %
På Sjælland er det især Ringsted, Lolland, Faxe og Kalundborg, der tegner sig. I Jylland topper Jammerbugt og Favrskov. Når man ser på de enkelte kommuner, ligger de fynske stadig højest, men billedet er klart nationalt:
- Assens3.186 ha
- Nordfyns2.974 ha
- Faaborg-Midtfyn2.879 ha
- Svendborg2.469 ha
- Nyborg1.815 ha
- Ringsted1.636 ha
- Lolland1.583 ha
- Faxe1.283 ha
- Jammerbugt957 ha
- Favrskov944 ha
Hver farvet mark på kortet i FieldScore ligger helt eller delvist i en sårbar grundvandsdannende zone, jo rødere, jo større en del af marken er omfattet. Grå marker er ikke berørt. Zoom ind, og klik på en mark for at se afgrøde, areal og hvor mange hektar der ligger i zonen. Åbn kortet i FieldScore.
Og det er kun begyndelsen
Det vigtige forbehold: Kortlægningen er langtfra færdig. De 35.930 hektar er det, der er udpeget indtil nu. Miljøstyrelsen kortlægger resten af landet løbende frem mod udgangen af 2026, og det anslås, at omkring 160.000 hektar landbrugsjord ender med at ligge i et sårbart område.
Med andre ord: Det tal, der i dag er 35.930 hektar, peger mod at blive fire til fem gange større, efterhånden som de sidste områder kommer ind. Hver mark, der bliver udpeget, er ny jord, hvor brugen af sprøjtemidler efter planen forbydes.
Hvad siger regeringsgrundlaget?
Regeringen vil indføre et nationalt forbud mod sprøjtegift på de sårbare grundvandsdannende områder, og forbuddet udvides til også at omfatte slam og forurenet jord. Samtidig sænkes grænseværdien for nitrat i drikkevandsområder. Forbuddet skal efter regeringsgrundlaget indføres "hurtigst muligt", men der står ikke noget om, hvornår det træder i kraft.
En erhvervsøkonomisk analyse vurderer, at et forbud med fuld kompensation til landmændene koster omkring 360 millioner kroner om året. Hvem der ender med at betale, og hvordan jorden kompenseres eller omlægges, er endnu ikke afgjort.
Hvad betyder det for dig?
På fieldscore.dk kan du slå dit CVR op og se, hvilke af dine marker der overlapper udpegede områder, hvor stor en del af din bedrift der er berørt, og få overblik over hele din koncern, hvis du har flere selskaber. Ligger din mark i et område, der endnu ikke er kortlagt, kan du følge med, efterhånden som Miljøstyrelsen udvider udpegningen.
Er du journalist, rådgiver eller organisation og vil du have et udtræk over, hvilke landmænd der bliver påvirket? Skriv til siebe@fieldscore.dk.
